Nordkapp - mandag den 10.07.2006


Fra Trollhattan til Rollag

Tilbage

I dag: 368 km. Total: 958 km.

Det kneb lidt med at komme op og afsted, men ved 11-tiden var der afgang.

Første stop var sluserne i Trollhattan. Paul havde forklaret os vejen men han havde ikke taget højde for vejarbejde, så vi blev sendt i en stor bue udenom sluserne.

I et roligt tempo blev sluserne tømt og fyldt med vand. På vores gåtur, så vi også nogle af de gamle sluser.

Bestemt et besøg værd. Kl. 13.25 var der afgang fra Trollhattan og ud mod E6 og retning mod Norge. Efter en frokost ved en rasteplads, gik det videre mod Moss i Norge.

Paul havde anbefalet os at sørge for at have norske mønter parate, for undervejs var der betalingsveje. Ved den første bom, havde vi ikke fået vekslet. Der var både baner med manuel betjening og automatiske, hvor man smider pengene i en pose. Maskinen regner ud, om man har betalt 20 kr., så får man grønt lys. Torben valgte en automatisk bane og smed først en dansk 20'er i. Det gav ikke grønt lys. Så drønede vi alle vores svenske mønter i. Stadig ikke grønt lys. Så kørte vi. Det var så anden gang, vi forbrød os på de norske regler. Første gang var, da vi passerede grænsen og havde lidt for meget øl, vin og spiritus med. Vi erfarede senere at øl fint kan købes i Norge, så der var ingen grund til at smugle af den grund.

Ca. 12 km. Nord for Moss drejede vi fra E6 mod vest og Drøbak. Det var egentlig meningen, at vi skulle finde hovedvej 23, men inden vi havde set os om, holdt Torben nede ved Drøbaks lille hyggelige havn. Et godt sted for en pause. Solen bagte fra en skyfri himmel.

På havnen købte vi pluk selv rejer. 70 kr. for en liter. Det var vores aftensmad. At der så kun var rejer til en stor franskbrødsmad, når de var pillet, det måtte vi sande lidt senere.

Færgerne mellem Danmark og Oslo sejler tæt forbi Drøbak og der kom både en Stena Line og Color Line, mens vi var der.

Fra havnen gik det op gennem byen og op til den lange tunnel, der førte os det første stykke vej mod Drammen. Vi holdt et vågent øje med Torbens i øvrigt udemærkede GPS, for at sikre, at den førte os samme vej, som den rute, vi havde planlagt hjemmefra på PC'en. Den kørte helt efter vores ønsker. Vi kørte mod Kongsberg og havde egentlig aftalt at finde en campingplads, men den nærmeste på vores rute lå nu ca. 75 km. forude.

I Kongsberg fik vi det første indtryk af de flotte fosser (vandfald). Midt i byen var der et flot og kraftigt et af slagsen. Ud af vej nr. 40 mod Geilo. Klokken var efterhånden over 20 og ved Rollag ledte vi efter vores campingplads, Hollmand Camping. Det blev lidt besværligt, da vi havde valgt den forkerte side af en flod. Da vi endelig kunne se pladsen på den modsatte side af floden og fandt en bro, skulle vi igennem en jernbanebro, hvor min. højden var 290 cm. - det samme som højden på vores bil, så vi måtte fortsætte. I Veggli spurgte vi om vej. 5 minutter senere holdt vi på campingpladsen.

En lille plads tæt på en elv, hvor der kunne fiskes, så de få gæster var nok nogen, der fiskede... Vejret var lidt kedeligt med lidt småregn. Det var blevet sent, men vi fik hurtigt pillet rejerne og lavet en god lille middag. Og så blev vi trætte. Efter en lille tur rundt på pladsen, var det godnat!

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13